DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Thisted reducerer arbejdsskader markant

Ved hjælp af nye teknologiske hjælpemidler er antallet af arbejdsskader mindsket med 50 pct. hos områdecentrene i ældreplejen

THISTED: Arbejdsskader er desværre ikke uundgåelige, men det er noget Thisted Kommune arbejder intensivt på at nedbringe, for at sikre medarbejderne bedst muligt. Nu viser de seneste tal, at nye tiltag indenfor området rent faktisk virker, oplyser kommunen.

Tiltagene er sket igennem flere løsninger. Blandt andet har kommunen ved hjælp af velfærdsteknologi mindsket de tunge løft, som medarbejderne har i deres dagligdag. Det betyder mindre belastninger af især ryggen.

Bl.a. kan en ansat, der er opereret for én diskosprolaps, men i dag er tilbage på arbejdet i fleksjob, flytte tunge borgere alene ved hjælp af sejl, lift, hæve-/tippebækkenstole, vendesystemer og nye metoder.

Et andet tiltag er at uddanne forflytningsinstruktører ude på de forskellige arbejdspladser, som kan hjælpe og guide medarbejderne. Derudover bliver der udbudt et grundkursus i forflytninger til alle nyansatte medarbejdere, hvor man får undervisning i personlig kropsholdning, balance og vægtoverføring, samt flere andre ting.

Indkøb af 300-400 små redskaber hjælper personalet med at give beboere støttestrømper på. Enkelte beboere kan helt selv nu tage strømperne på. Tidligere var opgaven med at tage strømperne af og på tidskrævende, og sled meget på de ansattes rygge, hænder og armkræfter. Men takket være det lille teknologiske vidunder er de dage en saga blot.

Ikke nødvendigt at være to
Der har desuden været kurser specifikt med fokus på de nye hjælpemidler indenfor velfærdsteknologi og metoder til forflytninger, hvor personalet arbejder alene sammen med en borger - i stedet for at være to ansatte sammen om én borger, som var praksis tidligere.

Kurserne er blevet tilbudt til de relevante medarbejdere for at sikre, at alle kan håndtere de nye teknologier og de sidste nye metoder, der bruges på de forskellige arbejdspladser og i borgernes egne hjem.

I de første to kvartaler i 2015 var der meldt 18 episoder med arbejdsskader uden sygemelding. I 2014 var tallet også på 18. Men i samme periode i 2016 var antallet reduceret til ni arbejdsskader. Dette er en fremgang på hele 50 pct.

Hvis man graver dybere i tallene, var der i de første to kvartaler 2015 ni af de 18 arbejdsskader, der krævede sygemelding. I samme periode i 2016 var der én enkelt arbejdsskade, der krævede sygemelding, hvilket er et fremskridt på 88,9 pct.