DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Staten frifindes for it-koks ved digital tinglysning

Da tinglysning i 2009 overgik til digital behandling, virkede det ikke, som det skulle. Nu er Domstolsstyrelsen frifundet for ansvar.
27. MAJ 2019 10.52

Domstolsstyrelsen er blevet frifundet i en sag om digital tinglysning. Det har Østre Landsret mandag afgjort. Foreningen Gruppesøgsmål.nu havde lagt sag an mod styrelsen, fordi mange - både borgere og virksomheder - oplevede lang sagsbehandling og kaos.

Det skete, efter at tinglysningen i 2009-2010 gik fra papir til digital behandling. I første omgang virkede systemet ikke, og op mod 50.000 bolighandlende kunne som konsekvens ikke tinglyse deres handler.

Det førte ifølge Danske Boligadvokater til økonomiske tab for en del af de bolighandlende. De kunne hverken handle eller få hjælp, mens der var nedbrud i systemet. Men it-kokset kan den statslige institution Domstolsstyrelsen ikke stilles retligt til ansvar for det, har landsretten mandag bestemt. 

Tinglysning er et begreb, som dækker over den offentlige registrering, efterprøvelse og offentliggørelse af, hvem der eksempelvis ejer en given ejendom, andelsbolig eller køretøj. Tinglysningen omfatter også ægtepagter.

Når en ejendom skal sælges, skal skødet og købsaftalen tinglyses. Det sker, for at sikre at andre rettighedshavere kan se, hvem der er den nye ejer af ejendommen.

Ritzau