DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Foto: Nanna Navntoft, Ritzau Scanpix

Skolers mobilregler har uventet gevinst for det sociale

Flere skoler har regler for elevernes brug af mobiltelefonen, og ny undersøgelse viser en anden effekt end ventet.
8. JAN 2019 13.40

Må elever have deres mobiltelefon i skoletiden eller ej? Det er et spørgsmål, som optager mange for tiden, og en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser nu, at indsatserne har størst gevinst for elevernes sociale adfærd, selvom formålet har været at mindske forstyrrelser. 

Det er undersøgelsen Skærm - Skærm ikke, som har kortlagt mobilregler og deres effekter på 600 skoler. Den viser, at 80 pct. af skolerne enten har formelle regler fastsat af ledelsen, fælles mobilregler og principper, eller at de er ved at udarbejde dem. 

Og den viser altså, at effekten er særligt gavnlig for de sociale relationer blandt eleverne.

- Skærmrestriktive regler er ganske vist effektive til at mindske forstyrrelser i timerne, men de giver også en mærkbar social gevinst på mange skoler. Det er dog ligegyldigt, om telefonerne er låst inde, eller om eleverne kan få fat i dem ind imellem. Det vigtigste for gode resultater er, at dagen har skærmfrie perioder, siger undersøgelsens forfatter, Andreas Lieberoth. 

Vidt forskellige regler
Undersøgelsen viser også, at mobilerne opbevares i et skab eller lignende eller skal ligge slukket i tasken, og at det varierer, om de må tages frem i frikvartererne. 

To tredjedele af skolerne oplever en positiv effekt af reglerne, mens den sidste ikke oplever nogen forskel. På den baggrund understreger Andreas Lieberoth, at mobiltelefonerne aldrig er hele forklaringen på sociale eller psykologiske problemer. 

Selvom undersøgelsen også viser, at jo mere restriktive reglerne er, jo større er de sociale gevinster, så skal mobilens rolle i den digitale dannelse huskes. Den er nemlig med til at lære eleverne om rigtigt og forkert på eksempelvis de sociale medier, og for restriktive regler kan virke hæmmende.

- Helt overordnet peger undersøgelsen på, at det, der fungerer bedst, er fleksible modeller, hvor mobilerne lægges af vejen noget af tiden, men godt kan bruges ind imellem, kombineret med en aldersdifferentiering, der tager hensyn til elevernes forskellige behov i deres udvikling fra barn til teenager, siger Andreas Lieberoth.

ibs

Læs undersøgelsens anbefalinger til mobilpolitikkerne.