DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Rigsrevisionen kulegraver statens it-indkøb

Revisionens forundersøgelse konkluderer, at Skat og rigspolitiets kontrakter med CSC kan være problematiske
14. JAN 2016 6.08

Staten har i årevis pligtskyldigt kastet milliarder af skattekroner efter it-leverandører uden at sende aftalerne i udbud i tråd med lovgivningen. Det potentielle spild af skattekroner får nu Folketingets Statsrevisorer til at bede Rigsrevisionen om at foretage en tilbundsgående undersøgelse, skriver Politiken torsdag.

Skat og Rigspolitiet er eksempler på statslige instanser, der gennem 20 år har forlænget kontrakterne med it-giganten CSC uden at give konkurrerende firmaer nogen chance for at byde på millionopgaverne. Rigspolitiet har gennem de to årtier forlænget sin hovedaftale med CSC fem gange, mens Skat har gjort det tre gange.

Rigsrevisionen har lavet en forundersøgelse af problemet og konkluderet, at der er basis for en egentlig kulegravning.

- Rigsrevisionen har nu meddelt, at den meget gerne vil lave en undersøgelse, for de kan godt se, der kan være problemer i forhold til CSC og de manglende udbud gennem så mange år. Jeg vil forvente, at Statsrevisorerne i givet fald beder om en større undersøgelse, som vil omfatte andre end Rigspolitiet og Skat, da CSC jo er en stor leverandør til staten, siger Jens Frederik Rasmussen, souschef i Statsrevisorernes sekretariat, til Politiken.

Store kontrakter - stor bekymring
Formelt vil Statsrevisorerne først bestille den tilbundsgående undersøgelse på et møde 27. januar. Statsrevisor Lars Barfoed (K) har taget initiativ til granskningen.

- Den tilbagemelding, vi har fået fra Rigsrevisionen, bestyrker mig i, at det er en rigtig god idé at bede Rigsrevisionen om en undersøgelse, som omfatter andre statslige institutioner. Jo større it-kontrakter, der er tale om, des mere bekymret kan jeg være for, at de offentlige midler ikke er blevet forvaltet tilstrækkelig effektivt, fordi man ikke har sikret sig en konkurrencedygtig pris, siger Lars Barfoed

Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), siger, at de øvrige statsrevisorer vil stille sig bag Barfoeds ønske om en kulegravning. Ifølge flere eksperter, Politiken har talt med, er der i Rigspolitiets og Skats tilfælde tale om klokkeklare overtrædelser af EU's udbudsregler.
Skat erkender i et skriftligt svar over for Politiken, at 'udbudsreglerne som udgangspunkt ikke har været fulgt,' og at 'I forbindelse med underskriften (...) blev Skats direktør ikke orienteret om, at forlængelsen er eller kunne være i strid med udbudsreglerne.'

dc