DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Rigshospitalet stadig på lavere blus efter ny it

Lægerne har med Sundhedsplatformen skullet overtage en række opgaver fra sygeplejersker og lægesekretærer
7. DEC 2016 8.43

HOVEDSTADEN: Rigshospitalet behandler stadig ikke lige så mange patienter, som det skal, her fire uger efter, at det nye it-system Sundhedsplatformen blev indført. Det skriver DR København.

Planen var ellers, at hospitalet kun skulle køre på lavere blus de første fire uger, for så derefter - det vil sige nu - at være tilbage på 100 pct. Men sådan ser virkeligheden ikke ud, lyder det fra overlæge på hospitalet og formand for Rigshospitalets overlægeråd, Fin Biering-Sørensen.

- Der er langt igen, og jeg tvivler på, at vi kommer helt op på, hvor vi var før. Med mindre vi får lavet om på de ting, som lægerne skal varetage i dagligdagen, siger han til DR København.

Mere personale
Problemet er ifølge ham, at lægerne har overtaget en række opgaver fra sygeplejersker og lægesekretærer. For eksempel skal lægerne nu selv skrive journaler og bestille forskellige prøver.

- Det betyder, at man ikke kan nå det samme antal patienter som før. Derfor er man på flere afdelinger nu nødt til at have mere personale til at varetage den samme opgave, siger han.

Rigshospitalet indførte det nye it-system den 5. november, efter det havde fået meget kritik for at skabe kaos på Herlev-Gentofte Hospital, hvor det blev rullet ud i maj. Det er især i forhold til de patienter, der ikke er indlagt - de ambulante patienter – at man på Rigshospitalet endnu ikke kan følge med, fortæller Fin Biering-Sørensen.

Direktør på Rigshospitalet Per Christiansen medgiver, at man her ikke er i mål endnu:

- Vi ligger omkring de 75 pct. på det ambulante område, siger han, men understreger, at når det gælder indlæggelser, er man næsten på samme niveau som før. Forventningen er, at man når op på de 100 pct. i løbet af de næste to-tre måneder, siger han til DR København.

ka