DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Regioner med Sundhedsplatformen får økonomisk lussing

De tre jysk-fynske regioner havde alle en fremgang i aktiviteten i 2017 på mellem 1,9 og 2,6 pct. og får fuld udbetaling fra den statslige meraktivitetspulje

SJÆLLAND / HOVEDSTADEN: De to sjællandske regioner, der har indkøbt det nye it-system Sundhedsplatformen, får en regning, fordi sygehusene har leveret for få behandlinger i 2017, skriver Politiken.

For Region Hovedstaden var tabet ventet, og det blev mindre end frygtet. I november sidste år regnede regionen med et tab på 730 mio. kr., fordi hospitalerne ville udføre færre undersøgelser og behandlinger, men regionen fik vendt udviklingen, så regningen kun blev på 284 mio. kr., skriver Politiken.

For Region Sjælland var der tale om et direkte fald i aktiviteten fra 2016 til 2017 på 0,4 pct.. Det udløser et tab på 156 mio. kr. til den sjællandske region. De tre jysk-fynske regioner havde derimod alle en fremgang i aktiviteten i 2017 på mellem 1,9 og 2,6 pct., og både den midtjyske, den nordjyske og den syddanske region får dermed fuld udbetaling fra den statslige meraktivitetspulje, skriver Politiken.

Det viser den endelige opgørelse af hospitalernes aktivitet, som Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet.

I 2016, som var det første år med Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, leverede regionens hospitaler for første gang nogensinde ikke flere behandlinger end året før, men havde et lille fald i aktiviteten. I november sidste år forudså hospitalerne og regionen, at dette ville fortsætte og forværres til en betydelig nedgang i 2017, hvor alle hospitalerne ville være koblet på Sundhedsplatformen.

Dengang regnede regionen med at miste 430 millioner i tilskud fra staten og 300 millioner, fordi man behandlede færre patienter fra andre regioner.
Men så galt gik det ikke. Hospitalerne fik vendt det til en fremgang på 1,1 pct., så regionen kun mistede 54 mio. kr. i statsligt tilskud. Tabet for at behandle færre patienter fra andre regioner blev også mindre end frygtet og endte på 230 mio. kr., oplyser regionen.

- Det ser ud, som om vores system er godt i gang med at få løst de problemer, vi har. Vores patienter er blevet behandlet, og vi har haft det samme antal patienter igennem, siger Svend Hartling, der er koncerndirektør i Region Hovedstaden, til Politiken.