VEJLE: Som den første kommune i landet indfører Vejle nummerpladescannere i sine kommunale p-huse Trondur og Albert. Ordningen forventes i drift i det første kommunale p-hus i Vejle inden nytår, oplyser kommunen.
Opgaven med at indføre det nye Smart City-parkeringssystem har netop været i udbud, og den tilfaldt firmaet SWARCO Danmark.
- Så vidt vi har kunnet finde ud af, er vi den første kommune i landet, der indfører det nye parkeringssystem, der skal gøre det meget nemmere at parkere i de offentlige p-huse. Og vi har store forventninger til det. Bedst af alt bliver det næsten umuligt at få en p-afgift, for man skal hverken trække en billet eller stille sin p-skive, siger formand for Teknisk Udvalg Peder Hummelmose (V).
Ens nummerplade bliver scannet, når man kører ind i p-huset. Man skal altså ikke bruge tid på at trække en billet eller stille p-skiven. Man skal ikke gennem et bom-anlæg, men kan køre direkte ind. Der skal ikke lægges nogen billet i forruden. Man kan betale med sin mobil eller oprette en konto online, og man betaler nøjagtig for den tid, bilen har opholdt sig i p-huset.
Teknisk Udvalg har afsat 2 mio. kr. til projektet fra en innovationspulje.
ka
.