DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Odense skruer op for software­robot til administrativt arbejde

Efter blot syv ugers pilotprojekt er erfaringerne så gode, at Odense Kommune udvider kontor-robottens arbejdsområde
11. MAJ 2017 13.27

ODENSE: Datakvaliteten er blevet øget, dokumentationen forbedret, arbejdet effektiviseret og medarbejderne aflastet gennem de syv uger, Odense Kommune har kørt et pilotprojekt med software-robotter i administrationen. Derfor skal flere opgaver overlades til robotten.

Pilotprojektet har omfattet to processer, som nu har nået en automatiseringsgrad på over 80 pct. Det har givet blod på tanden, og kommunen tester nu yderligere to processer og har ambitioner om en indsats, der rækker videre.

Tidligere skulle kommunens medarbejdere i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen manuelt håndtere ca. 12.000 indkomne lægeerklæringsfakturaer og ca. 35.800 indkomne digitale underretninger om året. Pilotprojektet skar to tredjedele af tidsforbruget for fakturaer og halvdelen for underretninger.

Et stort potentiale
- Vi har haft et fokuseret forløb, og allerede på pilotstadiet kunne vi se gode resultater. Nu har vi foretaget en grundig evaluering, hvor vi udover automatisering og effektivisering også har set på kvalitet, dokumentation, styring, kompetencer og medarbejdernes oplevelse af processen. Det peger på flere muligheder og et stort potentiale, siger Odense Kommunes it- og digitaliseringschef Jørgen Brolykke Rasmussen.

- Det har været et nyt skridt for os alle, men tanken om at bruge robotter er nu blevet langt mere konkret. Når vi automatiserer rutineprægede opgaver, er det med til at aflaste medarbejdere og frigøre ressourcer til andre opgaver, siger han.

Projektet er gennemført i samarbejde med rådgivningsvirksomheden EY, der har designet forløbet, udviklet robotløsningen og afleveret en samlet evaluering til kommunen.

- Erfaringerne fra Odense Kommune viser, at det offentlige nu også for alvor rykker, når det gælder automatisering og robotics. Flere kommuner arbejder seriøst med området og kan og skal inspirere hinanden siger partner Jonas Groes fra EY.

mk