DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Foto: Frank Chemura, Polfoto

Nyt it-system forsinker scanninger og røntgenundersøgelser

Region Hovedstadens nye bookingsystem, der skal fungere på tværs af regionens hospitaler, har nu startvanskeligheder på ottende måned
3. MAJ 2016 6.42

HOVEDSTADEN: Driftsforstyrrelser har medført øget ventetid på f.eks. CT-scanninger og brystkræftscreening for mindst 400 patienter i Region Hovedstaden. Især patienter fra Herlev og Gentofte Hospital har oplevet forsinkelser med det nye system, RIS/PACS, når de har skullet booke røntgenundersøgelser og få adgang til røntgenbilleder. Men også patienter på Bispebjerg og Frederiksberg og Amager og Hvidovre Hospital bøvler med det nye system. Det oplyser regionen.

Herlev og Gentofte Hospital er særligt påvirket, da hospitalet har et stort antal screeninger.

- Jeg er meget ked af denne situation, og jeg kan forsikre om, at vi sætter alle sejl ind på at skabe os et overblik, kontakte alle berørte patienter, give nye tider og informere om deres forløb. Jeg har stor forståelse for, at den ekstra ventetid er både frustrerende og kan skabe usikkerhed. Det har topprioritet hos os, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding

Han understreger, at patienter med akutte symptomer vil blive henvist til rette sted og tilset så hurtigt som muligt. Og patienter på ventelister vil blive prioriteret efter en faglig vurdering.

Ustabilt fra starten
Det nye RIS/PACS system blev første gang implementeret på Amager og Hvidovre Hospital i september 2015, og siden da har der været svingende stabilitet. Men driftsforstyrrelserne tog til, efter implementeringen på Herlev og Gentofte Hospital den 8. til 10. april.

Siden har der været stor fokus på at udbedre problemerne, oplyser vicedirektør i Region Hovedstadens Center for It, Medico og Telefoni (CIMT), Pia Kopke.

- Vi har siden problemerne begyndte været i fuld gang med at opdatere systemet og udbedre fejlene. Heldigvis går det den rigtige vej nu, men fordi vi stadig arbejder med fejlretning kan personale og patienter fortsat blive udsat for forsinkelser, siger hun.

Ikke nok kapacitet
Formålet med det nye system er at erstatte en række lignende men forældede systemer. Det nye system skal, når det er fuldt funktionsdygtigt, sikre, at alle billeder fra scanninger og røntgenundersøgelser bliver tilgængelige på tværs af regionens hospitaler.

Men ifølge Pia Kopke fik systemet store problemer på Herlev og Gentofte hospital, fordi det nye system ikke havde nok kapacitet.

- Indtil videre er systemet kun i brug på tre hospitaler, så vi burde ikke opleve de her problemer. Derfor er vi også i dialog med leverandøren, AGFA, for at sikre, at systemet fremadrettet får den nødvendige stabilitet, siger hun.

Regionen oplyser, at Rigshospitalet, Nordsjællands Hospital og Bornholms Hospital først får implementeret systemet, når systemet kører uden forsinkelser.

dc