DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

It-systemer i Skat forsinkede igen - både vurderinger og inddrivelse

Nyt system til inddrivelse af offentlige tilgodehavender vil først være i fuld drift i 2021 og ikke som planlagt i 2019.
24. OKT 2019 6.26

Det vil gå mindst fem år, før boligejerne får endelig besked om, hvor meget de skal betale i boligskatter. For store it-problemer i skattevæsenet betyder, at der endnu ikke er styr på de ejendomsvurderinger, der skal ligge til grund for indbetalingerne. Dermed kan de nye boligskatter tidligst træde i kraft i 2024.

Udskydelsen blev præsenteret af skatteminister Morten Bødskov (S) onsdag på et pressemøde oven på en gennemgang af de it-projekter, skattevæsenet er ved at implementere.

- Jeg må sige, at jeg er både ærgerlig og overrasket over, hvor store problemer vores gennemgang har vist. Vi står i en situation, hvor der ikke er styr på det. De aftaler, vi har lavet, har vist sig ikke at holde, siger Morten Bødskov.

Samtidig vil et nyt system til inddrivelse af offentlige tilgodehavender hos borgere og virksomheder først være i fuld drift i 2021 og ikke som planlagt i 2019, skriver Jyllands-Posten.

Ved årsskiftet til 2019 ramte borgernes og virksomhedernes gæld til det offentlige 118,2 mia. kr. Udviklingen vil ifølge ministeren fortsætte, fordi der er problemer med at koble de cirka 800 offentlige instanser op på det ellers færdige it-system.

ka / Ritzau