DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Nu udmøntes første portion af ny bredbåndspulje

3739 danske husstande kan som de første se frem til støtte til bedre bredbåndsforbindelser
14. DEC 2016 6.14

3739 husstande fordelt på 31 projekter i 21 kommuner er netop blevet udvalgt til at få tilskud fra regeringens bredbåndspulje. Husstandene - de fleste på landet - skal deles om de 80 mio kr., der er afsat i år.

- Forudsætningen for at leve en normal tilværelse udenfor storbyerne og også for at kunne drive virksomhed, er, at der er et velfungerende bredbåndsnet til alle danskere, siger energi-, forsynings og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

De kommende år udløses yderligere 40 mio. kr. årligt, men der er stadig lang vej til at omfatte alle de omkring 335.000 danske husstande, som ifølge regeringens egne tal mangler ordentligt internet rundt i landet.

- Det er en proces, som tager tid. Men det her er første skridt på vejen til at skabe vækst og udvikling i dele af landet, hvor det i dag er svært, siger ministeren.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, er da også tilfreds - til en start.

- Det er godt for bosætningen og for køb og salg af huse rundt i landet at få lukket nogle af de værste it-huller. Men de her midler rækker jo kun et stykke. Skal alle dækkes ind, skal der mere til, siger han.

Lempeligere finansiering
Et enigt folketing banede tirsdag vej for bedre finansiering af hurtigere internet for alle danskere. Med en ny lov lempes reglerne for realkreditbelåning, så teleselskaber for første gang kan få billigere finansiering af telecentraler og ledningsnet.

Det skal bidrage til hurtigere bredbånd især ude i landdistrikterne. De danske energiselskaber har i årene 2006 til 2015 investeret over 15 mia. kr. i fibernet, inklusive styring/kontrol af elforsyning.

- Ifølge lovforslaget kan det her i bedste fald betyde en rentebesparelse på 225 mio. kr.om året. Det kan medføre, at op til 15.000 husstande årligt kan få bedre bredbåndsforbindelser, siger vicedirektør Anders Stouge fra brancheorganisationen Dansk Energi.

Ritzau