DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Foto: Rasmus Baaner, Polfoto.

Mobiler skader frikvarteret og elevers fysiske udfoldelse

Ph.d.-projekt: Elever har svært at få kontakt til hinanden, fordi de lukker sig inde med deres telefon

At være på mobilen og spille computer er nogle af de foretrukne aktiviteter i danske skolegårde. Men det går ud over børnenes bevægelse og sociale liv i klassen, viser et netop afsluttet ph.d.-projekt, som Charlotte Skau Pawlowski, der er forsker ved Institut ved Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, står bag. Data er indsamlet fra 2013 til 2015, og forskeren har været på 17 skoler i 17 kommuner over hele landet og observeret og interviewet 143 elever fra 4. til 6. klasse, skriver Politiken.

Formålet med ph.d.-projektet var at undersøge, hvad børnene oplevede som hæmmende for at være fysisk aktive i frikvartererne. Til Charlotte Skau Pawlowskis overraskelse var det mobiltelefoner og iPads.

- De fylder rigtig meget. Mange af børnene sad ude eller inde med deres mobiltelefon og kiggede ned i skærmen. Når jeg interviewede dem, sagde de, at det var svært at få kontakt til hinanden, fordi de lukkede sig inde med deres telefon, siger hun til Politiken.

Begrænset mobilpolitik
Kun én af de sytten skoler havde regler om brug af mobiltelefoner. Men skolerne bør ifølge Charlotte Skau Pawlowski tage stilling til, hvilke konsekvenser det kan have frit at lade eleverne bruge telefonerne, fordi det er svært for børnene at styre.

Også Jeppe Bundsgaard, der er professor ved DPU, Aarhus Universitet, og forsker i digitale læremidler, vurderer, at der er behov for, at skolerne får en mobiltelefonpolitik. Danske børn ligger nemlig i toppen sammenlignet med andre OECD-lande, når det gælder om at være på de sociale medier. Både i fritiden og i undervisningstiden.

- Måske er vi i Danmark for naive, i forhold til hvad it-teknologen har af bagsider. Undersøgelsen her er en god anledning til at tænke over det, siger han til Politiken og peger på en Pisa-test, hvor 15-årige blev testet i dansk og matematik. Jo mere tid eleverne brugte dagligt på internettet, jo dårligere scorede de i testen.

Leder forventer ramaskrig
Præcis hvor mange skoler der har regler på området, vides ikke. Men Claus Hjortdal, der er formand for skolelederne, er enig i, at mobilen skader elevernes mulighed for motion og kammeratskab.

- Spørgsmålet er, hvad vi gør ved det. Forældrene har jo taget stilling. De har valgt at sende en telefon med børnene i skole, og derfor sætter de skolerne i en kattepine ved at sige, at de skal tage stilling. Hvis vi meddelte, at alle folkeskoler nu skulle tage mobilerne fra eleverne, ville der lyde et ramaskrig fra forældrene. Derfor er det bedste at tage dialogen i skolebestyrelserne, siger han til Politiken.

Men det er ikke forældrene, der skaber problemet, mener Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre.

- Den holder ikke. Det er skolen, der må skabe reglerne i skolen. Det er vigtigt, at hver eneste skole melder tydeligt ud, hvad det er for en rolle, mobiltelefoner har på skolen. De skal tage stilling, og uanset udfaldet bakker vi op. Vi ved, at eleverne ønsker noget styring, siger Mette With Hagensen til Politiken.