DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Ministerium retter koks med vælgererklæringer

Indenrigsministeriet beklager digitale vælgererklæringers dårlige start og retter fejl fra fredag 5. februar

Vælgererklæring.dk får fredag 5. februar rettet flere fejl, som har plaget systemet fra 12. januar, da den digitale vælgererklæring gik i luften, oplyser Social- og Indenrigsministeriet, som løser problemerne sammen med sin it-leverandør.

- Der er identificeret andre uhensigtsmæssigheder, som ministeriet er fokuseret på at få løst hurtigst muligt for at opfylde vælgernes muligheder for at afgive digitale vælgererklæringer for nye partier, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Kristendemokraterne og Nationalpartiet kritiserer, at systemet strejker. Trods problemerne har tusinder af vælgere allerede afgivet en vælgererklæring digitalt. Det har lettet den omstændelige godkendelse, at erklæringen nu godkendes automatisk. Det skal ikke igennem en sagsbehandler i de enkelte kommuner, påpeger ministeriet.

Mange nedbrud
Der har været mange nedbrud i systemet på tre uger. De er påtalt overfor systemleverandøren, som 27. og 28. januar rettede i systemet, før den store fejlrettelse foregår 5. februar.

Fejlene har forhindret partier i at arbejde i vælgererklæring.dk. Desuden har vælgerne ikke kunnet bruge det udsendte link til at godkende, at partier kan opstille.

Indtil 25. januar blev der udsendt invitations e-mails med forkert afsenderadresse. Fejlen er rettet, og nu kan vælgeren se den korrekte adresse. Partierne er advaret om, at en vælgererklæring kan ende i vælgerens spam-mappe, oplyser ministeriet.

Ritzau