DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Foto: Lars Krabbe, Polfoto.

Minister åben for gælds­inddrivelse i kommunerne

Inddrivelsessystemet EFI er så mislykket, at det nu skal lukkes ned, og skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil samtidig drøfte med KL og forsyningsselskaberne, om de skal overtage deres gamle opgave
25. SEP 2015 13.34

En af de største it-skandaler nogensinde.

Sådan var skatteminister Karsten Lauritzens (V) ordvalg, da han kort før middag holdt pressemøde om den seneste tids skatteskandaler. En af konklusionerne var, at det fælles inddrivelsessystem EFI fortsat fungerer så ringe, at det nu gradvist vil blive lukket ned og erstattet af et nyt midlertidigt system.

- EFI har været et smertensbarn igennem rigtig mange år, og det er desværre svært at komme i tanke om et it-projekt, der er slået mere fejl, sagde Karsten Lauritzen på pressemødet, som samtidig åbenbarede, at EFI med den viden, man har i dag, aldrig burde være blevet sat i drift i 2013.

Fremadrettet vil SKAT forsøge at få gjort op, hvor meget af gælden de kan inddrive lovligt og effektivt - ifølge ministerens tal skal der inddrives for 33,5 mia. kr. gæld, hvoraf op imod 14 mia. kr. kan være tabt på EFI-systemets fejl og mangler.

Tidligst klar i starten af 2016
- Jeg er også åben over for at diskutere med KL og forsyningsselskaberne, om de vil være interesserede i at overtage en del af inddrivelserne igen. Hvis det er et reelt ønske, kræver det en lovændring, fortalte Karsten Lauritzen.

Kommunernes manglende gæld vurderes til at ligge på mellem to og tre mia. kr. og er således kun en lille del af det samlede milliardbeløb. Hvis regeringen og KL bliver enige om at sende opgaven med gældsinddrivelse tilbage til kommunerne, vil det tidligst kunne komme i stand i starten af år 2016, vurderer Skatteministeren. Han opfordrer kommuner og forsyningsselskaber til indtil da selv at inddrive de penge, de kan under den nuværende lovgivning.

Selvom Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) tidligere har givet udtryk for, at det kunne være rart for kommunerne at få inddrivelsesopgaven tilbage, bryder man hos KL ikke ud i spontan jubel over ministerens udmelding. Til KLs egen hjemmeside udtaler formand Martin Damm (V), at det vil være nødvendigt med en grundig drøftelse med ministeren, som KL 'naturligvis er indstillet på at tage.'