DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Lohals på den nordlige del af Langeland.
Foto: Michael Bager, Ritzau Scanpix

Langeland-udvalg vil gøre øen til forsøgskommune for 5G teknologi

Øens mindre befærdede veje kan gøre afprøvningen af selvkørende biler ideel, lyder argumentet.
24. MAJ 2019 11.59

LANGELAND: At Langeland kunne blive den første kommune, der for alvor tester 5G teknologien, er et forslag der er fostret i Langelands Mobil- og Bredbåndforening, og som i første omgang har fået støtte i Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget. Næste skridt bliver at få støtte i kommunalbestyrelsen om opbakning til en skrivelse til de ansvarlige politikere og ministre på Christiansborg.

Foreningen ønsker at gøre opmærksom på Langeland som ideelt forsøgssted for 5G teknologi og beder om kommunalbestyrelsens opbakning, så Langeland 'over for omverdenen optræder som et enigt og ansvarligt samfund, hvor der også satses på nye teknologier'.

Det politiske udvalg havde på sit seneste møde både foretræde fra forslagsstillerne - og fra en gruppe af bekymrede borgere. Og hvad det sidste angår nikkede udvalget til, at 'Langeland Kommune følger de statslige udmeldinger omkring 5G teknologi herunder de statslige udmeldinger omkring eventuel sundhedsmæssige risiko'.

Ifølge regeringens planer skal de første 5G-antenner tages i brug i løbet af et års tid. Og for to måneder siden kom det frem, at det bliver svenske Ericsson, der vandt udbuddet og skal være hovedleverandør af mobilnetværket 5G i Danmark, oplyser Fyens Stiftstidende.

Bredbåndsforeningen argumenterer med, at Langeland er et godt sted at teste teknologien, da infrastrukturen - næsten uden lyskryds, som kan stå i vejen for 5G-masterne - vil gøre afprøvningen af selvkørende biler ideel på de mindre befærdede veje på øen.

- Det ville jo være alle tiders! Tænk bare, hvis Langeland kunne blive kendt som et sted, hvor man ikke er bange for at prøve nye ting af, siger Bo Nissen (K), formand for Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget til avisen.