DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

It-chef i Region Sjælland frygtede aflysning af Atea-tur til Dubai

To ansatte i Region Sjælland var i Dubai med Atea i seks dage. De fik ét fagligt arrangement på tre timer

SJÆLLAND: Var fire mænds rejse til Dubai i 2012 en studietur eller derimod mest noget privat? Det er  det afgørende spørgsmål fredag i Retten i Glostrup på den 17. dag i sagen om påstået bestikkelse fra it-selskabet Atea til ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet.

Selskabets formål skulle være at holde fast i en betydningsfuld kunde. Tidligere den omfattende sag har man endevendt en rejse i 2014 til Dubai. Den tur med kig på Formel 1 og andre fornøjelser er blevet kaldt en drengetur. Der var intet fagligt indhold.

To år tidligere var overskriften 'Business Executive Brief'. I det oprindelige program var der flere faglige arrangementer, men det endte med kun et enkelt på tre timer med Cisco i løbet af de seks dage.

Få dage før flyveturen på businessclass var en af de tiltalte, den daværende it-chef i Region Sjælland, bekymret for risikoen for en aflysning. I en mail skrev han:

'Vi er nødt til at finde et eller andet vi skal se i Dubai som er officielt ... Det er nogle helt fantastiske spisesteder som Rikke har valgt, så det ville være en katastrofe ...'

'Klippefast ambition'
På rejsen deltog desuden den konstituerede it-direktør i regionen samt Ateas daværende koncernchef og koncerndirektør. Også disse tre mænd er tiltalt. Turen løb op i 218.817 kr., og det endte med, at regionen betalte 101.000 kr. Pengene blev trukket på regionens konto med tilgodehavende i Atea.

Derfor spurgte senioranklager Alexander Dzogov den tidligere koncerndirektør, om han mener, at det var OK at regionen kom til at betale 101.000 kr. for et tre timer langt møde?

- Det var ikke bare det arrangement på tre timer. Vi brugte også rigtig mange timer på at diskutere indkøb med Michael, for vi troede jo, at han ville blive den næste it-direktør, svarede den tiltalte. Noget tilsvarende sagde den tidligere koncernchef, da han blev afhørt:

- Det er en gave for os at være sammen med kunderne, siger han. Vi havde en klippefast ambition om et tungt program. Det lykkedes ikke, men jeg mener, at vi gennemførte en faglig studietur, sagde han.

Bagmandspolitiet mener derimod, at rejsen var af overvejende privat karakter. På de kommende retsmøder skal der studeres bilag fra restaurantbesøgene, og en stribe vidner skal også afhøres. Der ventes dom til februar.

Ritzau