DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

It-bøvl skubber KV21-opstillinger frem i tiden

Manglende netforbindelse, fælles mailadresser og bøvl med at logge medlemmerne på, får vælgerforeninger til at skubbe opstillinger helt eller delvist.
26. JAN 2021 12.52
TEMA: KV21

LANGELAND / FREDENSBORG: I mange måneder har vælgerforeninger over hele landet i stor udstrækning udpeget spidskandidater digitalt. Men ikke alle steder går det lige problemfrit, og flere socialdemokratiske lokalforeninger har oplyst, at man på grund af corona har skubbet opstillingsmøderne frem, mens en digital afvikling ikke har lokket.

På Langeland har De Konservative ifølge Fyens Stiftstidende netop opgivet et online-valg og udsat valget mellem Bo Nissen og Jørgen Nielsen som spids i tre måneder. Det sker ifølge byrådsmedlem og lokalformand Bo Nissen, efter at partiets hovedkontor har advaret mod, hvad der kan ske ved digitale opstillinger.

At der i forvejen er borgere på Langeland, der har problemer med deres netforbindelse, er en af grundene. Et andet problem er, hvis et ægtepar begge er medlemmer af partiet, men har fælles e-mail. Det giver dem i det program, konservative vælgerforeninger udstyres med, ikke mulighed for at afgive hver en stemme.

Vanskeligheder stoppede møde

Også De Konservative i Fredensborg har måttet skubbe en del af sin opstillingsproces på grund af digitalt bøvl. Lokalformand René Nørbjerg fortæller til DK Nyt, hvordan udpegningen af Jesper Tvilde samt nummer to og tre på listen gik fint - i september.

Siden skulle de næste 12 på listen godkendes og placeres i rækkefølge ved en digital afstemning, men den sidste del har man valgt at skubbe til en dag, hvor det igen kan lade sig gøre at mødes fysisk.

- Vi havde så mange medlemmer, der havde vanskeligt ved at logge på systemet, at dirigenten efter tre kvarters ventetid, hvor mødet endnu ikke kunne komme i gang, valgte at stoppe processen. Kandidaterne blev godkendt, men rækkefølgen mangler vi, fortæller han.