DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Foto: Anders Rye Skjold Jensen, Polfoto.

I orden at droppe iPads i Svendborg-børnehaver

Institutionerne i Svendborg må gerne lade være med at bruge digitale læringsmidler i hverdagen. Det besluttede byrådet i går

SVENDBORG: Byrådet i Svendborg havde i går en debat i en propfyldt byrådssal, om hvorvidt Børnehaven Askelæ gerne må lade være med at bruge digitale læringsmidler i hverdagen eller ej. Det blev et ja til, at det må både Askelæ og kommunens øvrige instutioner gerne lade være med.

Bortset fra en enkelt stemme blev byrådet helt enige om, at:
'Det er op til forældrebestyrelserne i Svendborg Kommunes institutioner for 0- til 6-årige selv at bestemme, om de vil udnytte digitalisering og informationsteknologiens læringsmuligheder og i så fald i hvilket omfang.'

Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti havde foreslået, at selvbestemmelsen bør gælde i alle institutioner, hvor det så er op til forældrebestyrelserne at beslutte, om man vil bruge digital læring eller ej.

Sagen begyndte tidligere i år, da Børnehaven følte, at kommunen ville tvinge dem til at bruge it. I Børnehaven var alle forældrene enige om, at deres institution skal være uden digitale medier, og kommunen og børnehaven har diskuteret frem og tilbage uden at nå til enighed.

- Vi er i klemme ja. Kommunen har vedtaget en plan om, at alle daginstitutioner i kommunen skal indføre digital læring. Vi vil gerne undgå at bruge det, og det er vi helt enige om i børnehaven. ’Det skal I’, siger kommunen til os. Vi synes ikke, at kommunen kan tvinge os til at bruge it, sagde  bestyrelsesformand Maria Iben Matthiesen fra Askelæ i september.

Frihed til alle
Og det har hun og børnehaven nu fået ret i. Det at beslutningen nu gælder alle institutioner i kommunen, glæder Anette Kiilerich, der er leder af Askelæ.

- Det er fint at debatten om, hvor tidligt børn skal starte med it er kommet op. It har sneget sig ind så mange steder uden spørgsmålstegn siger hun med en forhåbning om, at byrådets beslutning kan få flere forældrebestyrelser til at tage stilling til omfanget af digital læring, nu hvor de har muligheden for at gøre som Askelæ og helt sige nej til digital læring, siger hun til fyens.dk

Svendborg Kommune udviklede i 2014 en ny børne- og ungepolitik, hvor udvikling af børnenes digitale kompetencer var et specifikt krav. Her fremgår det, at børn og unge i alderen 0-18 år blandt andet skal opøve digitale kompetencer. Visionen blev formuleret i 2014, og ifølge flere politikere blev arbejdet med visionen gennemført uden at nogen blev gjort opmærksom på, at en insitution som Askelæ kunne vise sig at være uenig.

I modstrid med idegrundlaget
Det at flere og flere kommuner er begyndt at stille krav om it-kompetencer hos børnene i vuggestuer og børnehaver i deres børnepolitikker, er i direkte modstrid med adskillige institutioners idegrundlag, mener man i Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO).

- Hvis den enkelte daginstitution ikke længere skal have mulighed for selv at beslutte, om de vil bruge digitale midler eller ej, og om hvor meget de digitale midler skal fylde i de små børns hverdag, ja så er det bekymrende, sagde John Hebo Nielsen, landsformand i DLO i september til dknyt.

pv