DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Foreløbig succes med telemedicin til gigtpatienter

Et projekt med telemedicin til gigtpatienter giver positive resultater og bidrager til, at patienterne føler sig mindre syge
4. APR 2016 12.41

MIDTJYLLAND: På Aarhus Universitetshospital foregår kontrol af kronisk leddegigt ved, at patienterne hver 3.-6. måned kommer til kontrol på Reumatologisk Afdeling. Men i et nyt forskningsprojekt – TeRA-projektet - som er lavet i et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Silkeborg, har man forsøgt sig med telemedicin til kontrol af leddegigt. Og det ser ud til at virke, oplyser Region Midtjylland.

De ca. 300 patienter, som har afprøvet telemedicin, fik hver 3.-4. måned tilsendt et spørgeskema om deres sygdom, som de skulle udfylde derhjemme. 14 dage efter blev de ringet op af en læge eller en sygeplejerske og fik en telefonkonsultation. De behøvede altså ikke komme ind på hospitalet med mindre der skete en forværring af deres sygdom.

- De foreløbige resultater fra forskningsprojektet viser, at et behandlingstilbud med telemedicin er en ligeså god måde at håndtere kronisk leddegigt på, som hvis patienterne kom ind på hospitalet.

- Samtidig kan vi se, at patienterne er meget tilfredse med det telemedicinske tilbud. De kan spare tid ved ikke at skulle komme ind på hospitalet. Og de føler sig heller ikke så syge, når de kan klare kontrollen hjemmefra. Så telemedicinen er med til at fjerne fokus fra det at have en kronisk sygdom, siger Annette Ladefoged de Thurah, som er klinisk sygeplejespecialist og lektor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Hun har været leder af forskningsprojektet.

TeRA-projektet er det første forskningsprojekt i verden, hvor man har testet, om telemedicin er en sikker vej til kontrol af sygdomsaktivitet blandt patienter med leddegigt. Det er planen, at telemedicin fremover skal være et fast tilbud til patienter med kronisk leddegigt på Reumatologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

dc