DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Chefredaktør Henrik Qvortrup fik tre måneders ubetinget og et års betinget fængsel. (Foto: Finn Frandsen, Polfoto)

Fængselsstraffe til toptiltalte i Se og Hør-sagen

Kreditkortkilden: Halvandet år ubetinget. Qvortrup: Tre måneder ubetinget plus et år betinget. Henningsen: Et år betinget

Retten i Glostrup har torsdag middag afsagt dom i Se og Hør-sagen, hvor en kilde med adgang til kendte og kongeliges kreditkorttransaktioner fodrede ugebladet Se og Hør med oplysninger. Fem af de tiltalte er idømt fængselsstraffe, og én frifindes.

Hårdeste straf tilfalder kreditkortkilden Peter Bo Henriksen, der arbejdede om it-specialist for Nets. Han får halvandet års ubetinget fængsel. Desuden får han konfiskeret 365.500 kr. som han tjente på sine rapporteringer til Se og Hør. Han har som den eneste anket dommen, de øvrige har taget betænkningstid.

Chefredaktør Henrik Qvortrup, som var den der indgik aftalen, får et år og tre måneders fængsel, heraf tre måneder ubetinget og et år betinget. Den ubetingede del af straffen kan ifølge Qvortrups forsvarer Anders Nemeth afsones hjemme med fodlænke.

Qvortrups efterfølger på chefredaktørposten, Kim Henningsen, får et års betinget fængsel. Imellem de to var den daværende udgiverdirektør i Aller Media Per Ingdal konstitueret chefredaktør i et halvt år, og han indkasserede dagens eneste frifindelse. 

To journalister med direkte kontakt til kreditkortkilden, Ken B. Rasmussen og Kasper Kopping, fik hver fire måneders betinget fængsel. Tilbage i august fik to redaktionelle mellemledere Lise Bondesen og Kim Bretov i en tilståelsessag hver seks månedes betinget fængsel og Aller Media som udgiverselskab en bøde på ti mio. kr. 

 

Se domsresumé hos Retten i Glostrup.