DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Faaborg-Midtfyn opruster mod digital chikane med ny vejledning

Både forebyggelse og håndtering. Pligt til at gå til ledelsen.

FAABORG-MIDTFYN: Trusler og chikane på digitale medier skal tages lige så alvorligt, som hvis trusler og vold forekommer i det fysiske møde mellem medarbejder og borger. Det er udgangspunktet for en vejledning om 'Forebyggelse og håndtering af chikane på digitale medier', som Faaborg-Midtfyn Kommune vil brede ud til alle sine afdelinger.

Vejledningen rummer både gode råd til at undgå, at det overhovedet kommer til digital chikane, men også anvisninger på hvordan man skal forholde sig, hvis den indtræffer. Det understreges, at der er tale om et fælles problem, og at 'arbejdspladsen ikke forfalder til, at problemet skal løses af den enkelte'.

Forpligtelsen går begge veje mellem kommune og medarbejder. 'Du har pligt til at kontakte ledelsen, hvis du bliver opmærksom på chikane over for dig selv eller en anden medarbejder', hedder det således.

Når det sker, træder en procedure i kraft, hvorefter den pågældende leder skal sørge for, at chikanen bliver registreret formelt. Lederen skal også tage kontakt til chikanens ophavsmand, både for at udrede mulige problemer i substanden af den sag der har udløst chikanen, men også for at gøre klart, at chikanen er uacceptabel og skal stoppe.

I praksis skal der altid ske en afvejning af borgernes ytringsfrihed, og hvad en kommunal medarbejder skal finde sig i, og derfor anbefales det, at konkrete episoder altid vendes med en personalejurist, også selvom en sag forekommer oplagt. Blandt andre anvisninger hedder det helt lavpraktisk, at både medarbejdere og leder skal lære, hvordan man tager et skærmdump og sender det videre, og at medarbejdere bør undgå at blive venner på sociale medier med de borgere, der har kontakt med.

 

Læs Faaborg-Midtfyn Kommunes vejledning 'Forebyggelse og håndtering af chikane på digitale medier'.