DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Esbjerg Kommune byplanlægger på Facebook

Borgerne i Esbjerg blandede sig i går i kommunens allerførste digitale borgermøde. 131 kommentarer under mødet gav dialog med politikerne og forvaltning
23. AUG 2017 14.30

ESBJERG: 'Vær med tirsdag aften kl. 19-21, når vi her på Facebook blænder op for Esbjerg Kommunes første digitale borgermøde. Tag et kig på forslaget til Kommuneplan 2018 – 2030.'

Sådan lyder opslaget på kommunens Facebookside. I alt har 12.126 borgere set opslaget fra mandag kl. 13.35 og til nu her onsdag eftermiddag.

Udvalgsformanden for plan & miljøudvalget, John Snedker (S) sad klar til at svare på spørgsmål med politisk indhold, men der sad også en række fagfolk klar til at svare på indholdet i kommuneplanen, lød det i opslaget.

Alle på Facebook kunne deltage ved at være med i kommentarsporet på kommunens opslag. Det kom der 131 kommentarer ud af fra i alt 25 borgere, der blandede sig. 400 borgere har klikket videre fra Facebook-opslaget til selve kommunalplanen. Det er John Snedker godt tilfreds med:

- Mødet var spændende og godt. Det er altid anderledes at være i direkte dialog og i øjenkontakt med borgeren, men det gode her er, at borgerne har mulighed for, også som en travl familie, at være hjemme i sofaen og stille spørgsmål og være i dialog med os politikere, siger han.

Engagerer flere
Et af formålene med Facebook-mødet er også at engagere flere borgere.

- Det her er en af måderne. Den efterfølgende aktivitet viser da også, at det her er virkelig godt. Når jeg ser på de aktive, er det et bredt udsnit af borgere. Her er det hele desuden dokumenteret med det samme, så det er rigtig godt, siger John Snedker.

Han pointerer, at det er et godt supplement til almindelige borgermøder.

- Facebook kan ikke erstatte det direkte møde, mener han.

Både han og de øvrige politikere og forvaltningen fik mange inputs.

- Vi kunne forklare os bedre, og vi får en klar fornemmelse af, hvordan borgerne opfatter os. Det glæder mig, at borgerne er interesseret i byens og kommunens udvikling.

Han understreger, at kommunen vil lave flere af den slags møder her, og måske ovenikøbet gøre det endnu bredere:

- Det kunne også tænkes, at vi tager borgerne med på råd og få deres input i forhold til problematikker og dilemmaer, inden vi skal beslutte noget. På den måde kommer vi ud af osteklokken. Det er i hvert fald en ny måde at få folk og dermed borgerne i tale på, og det er rigtig godt, understreger John Snedker.