DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Efter it-kollaps i Skat: Landmænd kan igen trækkes i EU-støtte

Skat er nu klar til igen at modregne i landbrugs- og fiskeristøtte, hvis modtagerne har gæld til det offentlige

Skats kollapsede gældsinddrivelse tager endnu et skridt i retning af at komme på benene igen. Myndigheden melder, at landmænd, der har gæld til det offentlige, vil blive trukket i landbrugs- og fiskeristøtte fra EU.

Den automatiske modregning blev ellers indstillet i september sidste år, fordi it-systemet EFI ikke virkede. Det skulle ellers have inddrevet gæld til det offentlige helt automatisk.

- Vi har nu genoptaget modregning blandt andet i landbrugs- og fiskeristøtten fra EU, der blev stillet i bero i september 2015, oplyser underdirektør Ronnie Eriksson, Skat.

- Det er ikke et nyt redskab, men et udtryk for at vi nu er tilbage til at kunne modregne i støtte fra EU, som tilfældet var, inden EFI blev stillet i bero, understreger han.

Landmænd, der har gæld til det offentlige, vil få brev om den automatiske modregning i første halvdel af december.

Snart 100 mia. kr.
Siden sidste efterår har der været meget lille chance for, at gæld til det offentlige ville blive inddrevet af Skat. Dengang måtte Skat lægge det skandaleombruste it-system EFI helt i graven, og dermed var der kun manuel inddrivelse af gæld tilbage.

Det tager tid, og imens er borgernes gæld til det offentlige kun gået en vej - op. Folketinget har dog vedtaget en lov, der gør, at gælden ikke bliver forældet.

Tidligere på året begyndte Skat at modregne gæld til det offentlige i den overskydende skat, folk ellers stod til at få retur. På den vis lykkedes det at inddrive mere end 2 mia. kr.

Men Skats medarbejdere kunne dog ikke nå igennem alle sager inden tidsfristen 1. september. Derfor fik en række borgere overskydende skat retur, selvom de skyldte det offentlige penge, simpelthen fordi Skat ikke måtte tilbageholde den overskydende skat længere.

Det er Skat, der står for inddrivelse, når borgerne for eksempel ikke betaler parkeringsbøder eller regningen for daginstitutionspladser. Danskernes samlede gæld til det offentlige ventes at runde 100 mia. kr. ved årets udgang.

Ritzau