Snart kan naturinteresserede gå på en portal på nettet og få et overblik over planter og dyr i den danske natur. Danmarks Artsportal skal udvikles af Statens Naturhistoriske Museum og Miljøstyrelsen og skal samle offentlige og private data om de danske arter. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet om portalen, der skal åbne i 2020.
- Det er et projekt, som mange museer og forskere har ønsket sig gennem de sidste 20 år, så det er en stor glæde, at vi nu kan komme i gang med artsportalen og skabe et unikt datagrundlag om arterne i Danmark, siger professor Peter C. Kjærgaard fra Statens Naturhistoriske Museum i meddelelsen.
Ifølge professoren kan portalen give et stærkt vidensgrundlag for, hvordan de forskellige arter lever og trives her i landet.
Der er afsat 6 mio. kr. til portalen på finansloven. Derudover skal den finansieres med 6 mio. kr. fra 15. juni Fonden og 13,29 mio. kr. fra Aage V. Jensens Naturfond.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) glæder sig over udsigten til portalen, for der venter kæmpe oplevelser i den danske natur, hvis man ved, hvor man skal kigge, lyder det.
- Vi gør det også muligt at bidrage med observationer af arter rundt om i landet. Jeg har selv fisket og gået på jagt i mange år og synes, at det er en fremragende idé, at man som almindelig dansker kan forbedre andres naturoplevelser ved at fortælle om sine egne, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Ritzau