DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Dæmper på regionernes begejstring for telemedicin

Regionsformand rystet over at test dumper de forventede gevinster ved telemedicin
10. MAJ 2016 15.28

Det kalder på handling, at syv ud af ti telemedicinske løsninger ikke virker efter hensigten. Det siger Danske Regioners formand Bent Hansen (S) efter en række undersøgelser fra Danmarks største forskningscenter i telemedicin på Odense Universitetshospital (OUH).

Ifølge DR Fyn har forskerne i flertallet af undersøgelserne ikke fundet de gevinster, man troede, der var ved telemedicin, som blandt andet giver sundhedspersonale mulighed for at diagnosticere og rådgive borgere i deres eget hjem via video.

- Det er rystende. Jeg havde selvfølgelig en forventning om, at alt ikke lykkes første gang, og at nogle løsninger er bedre end andre. Men at så mange løsninger viser sig ikke at have potentiale, er meget overraskende, siger Bent Hansen.

Resultatet tvinger Danske Regioner til at træffe beslutning om at droppe en række løsninger, som ikke giver den ønskede effekt for henholdsvis borgeren og økonomien, siger Bent Hansen. Det er endnu uvist, præcis hvilke løsninger der er tale om.

Begejstringen dæmpet
- Det er klart, at hvis det viser sig, at vi bare har lagt et lag oven på lægerne og hospitalerne og dermed fået merudgifter, så skal vi standse op i en frygtelig fart. Entusiasmen og den store begejstring for at telemedicin skulle være det store columbusæg, der kunne løse mange problemer i sundhedsvæsenet, den skal vi nok lige dæmpe, siger Bent Hansen.

Også forskningsleder på Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT) på OUH Kristian Kidholm opfordrer til at trække bremsen.

- Flere forbinder telemedicin med at spare penge, fordi patienterne ikke indlægges. Men den påstand holder ikke vand, siger han til DR Fyn.

Undersøgelserne viser også, at de telemedicinske løsninger langt fra altid forhindrer genindlæggelse, ligesom medicinen koster store summer. Begrebet telemedicin dækker over forskellige typer digitalt understøttede sundhedsydelser, som gør, at borgerne blandt andet slipper for at skulle ind på hospitalet.

Ritzau