DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Barske ord på telefonaflytninger i bestikkelsessag

De syv tiltalte nægter at følge Bagmandspolitiets slagplan og vil kun besvare generelle spørgsmål

SJÆLLAND: De tiltalte i den store Atea-sag nægter at lade sig afhøre i Retten i Glostrup i den rækkefølge, som Bagmandspolitiet ønsker. Det er den kontante melding tirsdag eftermiddag fra forsvarerne, som på den måde protesterer imod den måde, som Bagmandspolitiet har tilrettelagt sagen på.

Straks fra sagens begyndelse ønskede anklagerne at afspille telefonaflytninger, som tilsyneladende kunne belaste de tiltalte. Kun generelt og overordnet ville de syv mænd umiddelbart svare på spørgsmål, lød det fra advokat Anders Nemeth. Dermed er der allerede på sagens første dag konflikt mellem de to anklagere og forsvarerne.

Sværter tiltalte
Bagmandspolitiet ønsker at fremlægge beviser i tidsmæssigt omvendt rækkefølge - og vil altså starte med at gennemgå det nyeste forhold i den lange række af påstået kriminelle handlinger. Det handler om en rejse til Dubai til et Formel 1 løb.

Men den plan er helt uforståelig, lyder det fra forsvarerne, der kræver en kronologisk gennemgang - fra 2009 og frem til december 2014. Advokat Kåre Pihlmann og andre antyder, at anklagerne på den måde er ude på at sværte de tiltalte. For netop om rejsen til Formel 1 løbet ligger politiet inde med flere telefonaflytninger.

- Jeg gætter på, at man er interesseret i at lægge ud med præcis dette, fordi telefonaflytningerne ikke foregår i noget jævnt sprog og er egnet til at fremstille de tiltalte i et særligt lys, siger advokaten.

Der er ifølge forsvarerne risiko for, at dommer og domsmænd dermed straks fra sagens begyndelse kan få et negativt indtryk af nogle af de tiltalte - og at dette indtryk vil smitte af på bedømmelsen af øvrige forhold.

Grønt lys til omvendt rækkefølge
En af de to anklagere, senioranklager Alexander Dzougov, insisterer dog på at begynde med det seneste forhold.

- Vi mener, at dette forhold bedst belyser sagen for retten, forklarer han.

Dommer Nanna Blach og domsmændene har givet Bagmandspolitiet grønt lys til den omvendte rækkefølge. Slagsmålet ventes at fortsætte på næste retsmøde 26. oktober.

Ifølge anklagen skal ansatte i Atea have bestukket ansatte i Region Sjælland og politiet. Smøringen skal have stået på gennem næsten seks år. Alle nægter sig skyldige.

Ritzau