DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Alle tiltalte kendt skyldige i Atea-sag

Hovedtiltalt får halvandet års fængsel. Samtlige otte tiltalte i Atea-sag dømmes - se de enkelte domme her

SJÆLLAND: Alle otte tiltalte i den store Atea-sag om bestikkelse af offentligt ansatte er kendt skyldige ved retten i Glostrup. Den hårdeste dom lyder på halvandet års fængsel.

Den hovedtiltalte, tidligere it-driftsdirektør i Region Sjælland Rene Clausen, er idømt halvandet års fængsel. Tidligere it-direktør i Region Sjælland og efterfølgende it-direktør i Rigspolitiet Michael Steen Hansen er idømt ti måneders fængsel.

Fire tidligere medlemmer af Ateas ledelse, deriblandt tidligere administrerende direktør Peter Hillingsøe Trans og tidligere koncernchef Claus Hougesen, har alle fået mellem et år og otte måneders fængsel. Dommene er delvist betingede.

Den hårdest straffede hos Atea er tidligere salgschef Per Juul Andersen, der har fået et års fængsel.

Derudover er selskabet Atea blevet idømt en bøde på ti millioner kroner for bestikkelsen.

Den store bestikkelsessag er beskrevet som en af danmarkshistoriens største. Den begyndte i 2014, da Ateas nytiltrådte direktør blev gjort opmærksom på den særlige konto 2840 i selskabet.

På den blev overført 1,5 pct. af pengene fra salg og kontrakter til Region Sjælland.

Kontoen blev dog uden regionens vidende samtidig brugt til at betale for en lang række overdådige rejser og middage med flere af Ateas tidligere topfolk. Blandt dem var Region Sjællands tidligere it-direktør og it-chef.

Der var tale om middage på nogle af Danmarks dyreste restauranter og luksuriøse rejser til steder som Las Vegas og Dubai. Det er gennem flere år løbet op i flere hundredtusinder af kr.

Anklagemyndigheden mente, at der var tale om bestikkelse af de offentligt ansatte. Det skulle angiveligt være foregået for at 'fastholde og udbygge' regionens samarbejde med Atea.

Ifølge anklagemyndigheden var der også tale om underslæb, da pengene til ture og middage var regionens.

Det har dommeren erklæret sig enig i.

Her stod tre tidligere it-chefer i Region Sjælland og fire tidligere direktører og salgsdirektører i Atea anklaget for bestikkelse og underslæb af særlig grov karakter.

Penge fra kontrakter fra regionen blev sat ind på en hemmelig konto og så brugt på luksusrejser og dyre middage. Alle anklagede nægtede sig skyldige.

Læs her, hvad de dømte har fået i straf:

I Region Sjælland:

Tidligere it-driftschef i Region Sjælland Rene Clausen, der var tiltalt i hovedparten af alle forholdene, og som ses som initiativtager til den hemmelige konto.

  • Halvandet års ubetinget fængsel.
  • Får konfiskeret 384.948 kr.
  • Ankede på stedet dommen til landsretten.

Tidligere it-direktør i Region Sjælland og efterfølgende it-direktør i Rigspolitiet Michael Steen Hansen, der har været med på dyre ture til Dubai, Las Vegas og restaurantbesøg.

  • Ti måneders fængsel, heraf syv måneder betinget.
  • Får konfiskeret 151.377 kr.
  • Tog betænkningstid med hensyn til anke.

Tidligere it-direktør i Region Sjælland Michael Mølkær Hansen, der var med på tur til Dubai i 2012.

  • 40 dages betinget fængsel.
  • Får konfiskeret 18.512 kr.
  • Ankede på stedet.

Hos Atea:

Tidligere salgsdirektør i Atea, der var med på tur til Dubai i 2014 Carsten Viggo Ritzau.

  • Otte måneders fængsel hvoraf fem måneder er betinget.
  • Får konfiskeret 73.125 kr.
  • Tog betænkningstid med hensyn til anke.

Tidligere koncernchef i Atea frem til 2014 Claus True Hougesen. Anklaget for at have skabt systemet med den hemmelige konto og være med på flere ture til Dubai.

  • Ti måneders fængsel, syv af dem betinget.
  • Får konfiskeret 127.827 kr.
  • Ankede på stedet dommen.

Tidligere administrerende direktør i Atea og tidligere koncerndirektør Peter Hilligsøe Trans, der var med på ture til Dubai.

  • Otte måneders fængsel, straffen er betinget.
  • Får konfiskeret 73.125 kr.
  • Ankede på stedet dommen.

Tidligere salgschef i Atea Per Juul Andersen, der har stået for meget af det praktiske omkring træk på den hemmelige konto og deltaget i en lang række rejser og middage.

  • Et års fængsel.
  • Får konfiskeret 217.159 kr.
  • Tog betænkningstid med hensyn til anke.

Virksomheden Atea, hvis ledelse og direktører har stået for bestikkelsen, og som har nydt godt af bestikkelsen.

  • Bøde på ti millioner kr.
  • Tog betænkningstid med hensyn til anke.

Kilder: Anklagemyndigheden og Retten i Glostrup.

Ritzau

Ritzau