DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Den Intelligente Forsendelseskasse giver mulighed for at anvende data til at optimere og overvåge deres kvalitet til gavn for patientsikkerheden.
Foto: Grouleff Communications

Aalborg Universitetshospital vinder robot-pris

Aalborg Universitetshospital kan nu bryste sig af at have landets suverænt bedste robot- og automatiseringsløsning.

NORDJYLLAND: Der var glæde og stolthed hos Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Intelligent Systems og LT Automation, årets modtagere af Dansk Robot Netværks (DIRA) Automatiseringsprisen.

Fra det øjeblik lægen tager en blodprøve, starter en længere rejse for den lille beholder med patientens blod. Blodprøvens rejse foregår i en forsendelseskasse, som har indbygget temperaturovervågning og sporbarhed, så man som patient kan være endnu mere tryg ved analyseresultaterne.

Når blodprøven ankommer til analyse på Klinisk Biokemisk Afdeling (KBA), bliver den automatisk pakket ud og håndteret af robotløsningen, så bioanalytikerne slipper for ensidigt gentaget arbejde (EGA). Hemmeligheden er Den intelligente Forsendelseskasse, udviklet af hospitalet sammen med Intelligent Systems og LT Automation. Den blev i dag hædret på messen hi Tech & Industry Scandinavia, hvor årets Automatiseringspris fra DIRA blev overrakt. 

Med Den intelligente Forsendelseskasse er det lykkes Aalborg Universitetshospital at skabe større sikkerhed omkring blodprøver og de analyser, som gennemføres. Det betyder, at der bliver større patientsikkerhed og tryghed i forbindelse med diagnosticering. 

- Allerede nu efter ganske få uger må vi sige, at det er en kæmpe succes. Og vi regner med, at vi ikke bare bliver glade for det, men at det vil ændre nogle arbejdsgange til det bedre - med en bedre kvalitet for vores patienter, siger Annebirthe Bo Hansen, ledende overlæge og ph.d. ved Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Stort potentiale
Potentialet for årets robotopfindelse er kolossalt: Alene i Danmark udtages der i almen praksis over 21 mio. blodprøver om året til forsendelse til biokemiske afdelinger med henblik på analyse, og tallet stiger med cirka syv pct. om året. Alle disse prøver håndteres i dag manuelt. Bortset fra i Aalborg, takket være nordjysk innovation.

Idéen til en intelligent forsendelseskasse opstod helt tilbage i 2010, hvor medarbejdere på Aalborg Sygehus blev opfordret til at indsende idéer til nye robot- og automatiseringsløsninger. Siden da har LT Automation, Intelligent Systems og hospitalet arbejdet intenst med at realisere denne idé. I starten af 2019 blev løsningen sat i drift på Biokemisk Afdeling på hospitalet og har siden kørt, som den skal.

Eksport og jobskabelse i Danmark
- Vi vil udbrede konceptet med Den Intelligente Forsendelseskasse til hele sundhedssektoren. Det kan skabe mindst 15 nye jobs og øget eksport til hospitalssektoren i andre lande. Der er potentiale for at bruge denne løsning på 7.000 hospitaler i Europa og 20.000 hospitaler i Kina, siger Lasse Thomsen, robot-entreprenør og grundlægger af LT Automation. 

MG