DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Illustration: Aalborg Kommune.

Aalborg tester førerløse køretøjer i boligområde

Førerløs bus skal gøre det nemmere at komme rundt i Aalborg Øst for gangbesværede, børn og beboere uden bil
7. MAR 2016 13.15

AALBORG: Som det første projekt med førerløse køretøjer i Danmark undersøger Aalborg Kommune muligheden for at indsætte en førerløs bus på en del af Astrupstien i boligområdet Aalborg Øst i 2018, oplyser kommunen.

Den førerløse bus skal bl.a. højne den interne mobilitet i området, samt være linket til den øvrige kollektive trafik ud af området.

Bussen skal køre fra Sundheds- og Kvarterhuset og Trekanten i Syd til Lejerbos boliger i nord. Et af formålene er at gøre det nemmere at komme rundt for gangbesværede, børn og beboere uden bil.

De tre boligorganisationer, Himmerland Boligforening, Alabu Bolig og Lejerbo bidrager alle tre til projektet ved at lade dele af bussens rute køre på deres matrikler.

Tanken er i første omgang at indsætte bussen på en forsøgsstrækning på ca. 1,6 kilometer med otte stoppesteder på ruten. For fortsat at sikre gode forhold for cyklister og gående på Astrupstien, udvides stien til ca. 10 meter, så de tre typer af trafikanter får hver deres sti.

Plads til 15
Ud over de reserverede kommunale midler arbejdes der pt på at rejse fonds- og EU-midler til gennemførelse af forsøgsstrækningen. Det forventes, at anlægsarbejdet af stien kan gennemføres i 2017, så stien er klar til, at der indsættes busser i begyndelsen af 2018.

Ud over de tre omtalte boligorganisationer i området tæller partnere blandt også Nordjyllands Trafikselskab, Region Nordjylland og Aalborg Universitet.

Aalborg Kommune er i kontakt med det fransk firma, NAVYA Technology, der har udviklet førerløse busser på el til flere testforsøg i Europa. På Astrupstien er planen, at der hele tiden vil være to busser i drift, mens en tredje lader op. Dette betyder, at der kun er 10 min. mellem at der kommer en bus. Der er plads til 15 passagerer i bussen af gangen.

Den førerløse bus opererer ved hjælp af multisensor teknologier: GPS, Lidar, radar og kamerakontrol. Denne kombination af teknologier giver bussen mulighed for at bevæge sig sikkert i alle trafik- og opholdsmiljøer.