DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

It-koks i KMD har ramt mindst 170.000 borgere det seneste år

KMD har i det seneste år leveret forkerte oplysninger eller satser til minimum 172.117 kontanthjælpsmodtagere, der er omfattet af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. 'Uacceptabelt og stærkt bekymrende' lyder det fra minister

På mindre end et år har KMD, der står for kommunernes kommunikation med borgere om offentlige ydelser, i minimum 172.117 tilfælde leveret forkerte oplysninger eller satser til danske arbejdsløse, der er omfattet af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.

Det viser et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ifølge Avisen.dk.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kalder de mange koks for uacceptable og stærkt bekymrende og understreger, at der er tale om alvorlige fejl.

- Særligt fordi der er tale om borgernes forsørgelsesgrundlag, finder jeg disse fejl helt uacceptable og stærkt bekymrende, skriver ministeren i et svar til avisen. 

11 it-koks på mindre end et år 
Det har tidligere været fremme, at KMD i nogle tilfælde har kokset i kontanthjælpen, men svaret til Beskæftigelsesudvalget viser, at omfanget er endnu større end hidtil antaget.

De 172.117 enkelttilfælde, hvor borgere har fået forkerte breve, oplysninger, udbetalinger eller satser er nemlig fordelt over hele 11 it-koks fra juni 2016 til februar 2017.

Forretningsdirektør for KMD, Ole Jensen, beklager de mange fejl overfor avisen, men skriver dog, at fejlene primært har omfattet information og kun i mindre omfang har været i forbindelse med udbetalinger.

- Vi skal være de første til at beklage fejlene. Vi er meget opmærksomme på situationen, og af samme årsag har vi iværksat ekstra procedurer, der skal reducere risikoen for nye fejl, skriver Ole Jensen.

KL og KMD i dialog om kompensation 
KMD påtager sig ansvaret og meddeler, at ingen skal betale for fejludsendte breve. Derfor vil de dække den beskedne udgift, som Udbetaling Danmark måtte have haft i form af ekstra porto.

Det største slagsmål i forhold til kommunernes merudgifter i forbindelse med de 172.000 fejl, består dog stadig.

Ifølge KL har der i landets kommuner nemlig været tale om et betydeligt beløb til ekstra mandetimer, der har skulle varetage henvendelser fra bekymrede borgere og manuelt rette op på KMD's fejl.

KL og KMD har ifølge Avisen.dk's oplysninger været i dialog om en mulig kompensation til kommunerne. Det er dog - indtil videre - ikke resulteret i en aftale.