Apples og Facebooks datacentre er mega-strømslugere

Alene datacentret i Odense vil bruge el svarende til elforbruget i 330.000 husstande og betyde ekstra udledning på 0,6 til 1,0 million ton CO2
6. OKT 2016 10.20

To nye datacentre vil få Danmarks elforbrug til at stige med mere end ti procent. Det vurderer tænketanken Concito ifølge dagbladet Information. Baggrunden er, at den amerikanske it-gigant Apple er i gang med at opføre et datacenter ved Viborg. Også Facebook har planer om at etablere et datacenter ved Odense.

Direktør i Dansk Energi Lars Aagaard siger til Ritzau, at det ikke bliver noget problem at forsyne datacentrene med strøm.  Danmark har en betydelig elproduktion baseret på vindmøller, og samtidig er vi en del af det fællesnordiske el-marked, lyder det fra direktøren.

- Vi er en del af det nordiske el-marked, hvor der er kraftigt overskud af el fra vandkraft, solceller og også fra a-kraft i Sverige og Finland. Så der er masser af kapacitet, siger Lars Aagaard.

Concito peger på, at alene datacentret i Odense vil bruge el svarende til elforbruget i 330.000 husstande. Det vil medføre en ekstra udledning på 0,6 til 1,0 million ton CO2.

 

Ritzau