DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Det er første gang, NCC oplever, at en bygherre arbejder konsekvent med digitalisering som på Herlev Hospital: Foto: Joakim Kröger

3D-digitalisering erstatter papir i hospitalsbyggeri

På 'Nyt Hospital Herlev' forbedrer 3D-metoden kommunikationen og arbejdsprocesserne på byggepladsen, og gør det nemmere for alle at forstå byggeriet
22. JUN 2017 11.10

HOVEDSTADEN: 'Nyt Hospital Herlev’, der skal blive til henholdsvis en akutmodtagelse og et Kvinde-Barn-Center, er ikke tegnet på traditionelt papir, men via en digital bygningsmodel i 3D, som benyttes som grundlag for opførelse af de bærende konstruktioner, oplyser NCC.

Det er første gang, at en bygherre arbejder konsekvent med digitalisering på en måde, der forpligter rådgiveren til at tage ansvar for modellen. Derfor har ingeniører, entreprenører og håndværkere arbejdet ud fra modellen under hele bygningsforløbet.

- Der er en række fordele ved at bruge en digital bygningsmodel fremfor tegninger, og det er også derfor, at vi bruger 3D-modellen i selve produktionen af ’Nyt Hospital Herlev’, siger Niels K. Nielsen, senior produktionschef i NCC, der er entreprenør på opgaven.
Han pointerer, at den digitale måde at arbejde på har betydet, at samarbejdet med alle parter på projektet har været mere smidigt.

- Samtidig kan vi konstatere, at vi følger tidsplanen, nu hvor den største del af byggeriet, som vi har ansvar for, afleveres.

Konsekvensen af at benytte en 3D-bygningsmodel er også, at byggeprojektet bliver mere transparent for håndværkerne, der skal bygge det, fordi det er lettere at få et overblik over byggeprojektet i 3D, fremfor tegninger i 2D.

Fakta om Nyt Hospital Herlev
Der er tale om ca. 56.000 m2 nybyggeri.
Akuthuset og Kvinde-Barn-Centret er to cirkulære byggerier.
Hele entreprisen forventes endelig afleveret i 2019
Bygherre: Region Hovedstaden
Rådgiverteam: Konsortiet Nyt Hospital Herlev
Arkitekter: Henning Larsen Architects og Friis & Moltke
Ingeniør: Orbicon, NNE Pharmaplan og Norconsult A/S
Entreprenør: NCC Danmark (Råhus entreprise)