DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

12 kommuner hyrer youtubere til kampagne om Digital Post

Alt for mange unge i alderen 15-17 år ved ikke, at de har en digital postkasse og tjekker den derfor ikke for vigtige breve. Det skal en ny kampagne med fire kendte youtubere lave om på

12 kommuner anført af Aarhus Kommune og Region Midtjylland er gået sammen om en utraditionel informationskampagne, der skal styrke unges kendskab til Digital Post. 

Alt for mange vigtige indkaldelser til møder med kommunen, undersøgelser på hospitalet, session hos Forsvaret når nemlig aldrig frem til omkring en fjerdel af landsdelens unge i alderen 15-17 år, for mange unge ved slet ikke, at de fra deres 15 års fødselsdag har en digital postkasse, som de har pligt til at tjekke jævnligt, fordi den kan indeholde vigtige breve fra det offentlige.

- Det har en række uheldige konsekvenser. Både for den unge og for de offentlige myndigheder. De unge misser vigtige aftaler, mens det offentlige står tilbage med udeblivelser og aflysninger. Udeblivelser er spild af tid og penge, så det er vi nødt til at gøre noget ved. Både for de unges skyld og for vores egen, siger Kasper Kolind, som er kontorchef i Koncern Kommunikation i Region Midtjylland.

Fire meget forskellige videoer 
Kommunerne og Region Midtjylland er derfor gået sammen om at hyre fire populære youtubere, som på deres helt egen måde fortæller de unge om vigtigheden af at tjekke sin Digitale Postkasse. Det er der kommet fire meget forskellige YouTube-videoer ud af.

Fx får youtuberen Guld Dennis i en svedig rap ordet krypteret til at rime på registreret. Og Benjamin Mann-Nakel ruller sin lillebror ind i tape som straf for, at han svarer forkert i en quiz om Digital Post. 

- Hvis vi vil have fat i de unge, så må vi være der, hvor de er. Og mens et fåtal af de unge i målgruppen læser aviser og ugeaviser, som ofte anvendes i den kommunale kommunikation, så ved vi, at de fleste unge bruger de sociale medier som fx YouTube. Det skal vi selvfølgelig udnytte, når vi vil i kontakt med netop den målgruppe, siger kontorchef i Borgerservice, Aalborg, Dorthe Jespersgaard.

Gode resultater
De fire youtubevideoer blev lanceret fredag den 16. juni. Her knap en uge efter er videoerne set mere end 65.000 gange.

- Vi synes, det er ret imponerende, men det mest spændende bliver selvfølgelig at se, om det rykker på antallet af unge, der åbner og jævnligt tjekker deres digitale postkasse. Det måler vi på om nogle måneder, lyder det samstemmende fra de deltagende kommuner.

Se videoerne fra de fire Youtubere her: 
Guld Dennis: Digital Post Sangen
StupidAagaards: Tak for hjælpen, Skille! 
Jackie Klink: Unge tænker sig ikke om
Benjamin Mann-Nakel: Sandt eller falsk om Digital Post

Det er Aarhus Kommune og Region Midtjylland, der har taget initiativ til YouTube-kampagnen, som støttes af Viborg, Samsø, Herning, Aalborg, Thisted, Ringkøbing-Skjern, Syddjurs, Holstebro, Horsens, Randers og Frederikshavn Kommuner.

 

mfa