Microsoft bygger tre datacentre i Danmark

Microsoft etablerer en bæredygtig datacenterregion, som kommer til at bestå af tre lokationer på Sjælland.
7. DEC 2020 12.29

Microsoft etablerer tre datacentre i Danmark. De skal være drevet af 100 pct. grøn energi og ligge på tre steder på Sjælland, oplyser firmaet på et pressemøde.

Som en del af investeringen vil Microsoft bidrage til digital opkvalificering af 200.000 danskere inden udgangen af 2024, oplyser it-giganten.

- Etableringen af en datacenterregion i Danmark vil give danske kunder mulighed for at opbevare data i landet, gøre cloud-teknologi endnu mere tilgængelig og beskytte data med de højeste standarder for sikkerhed og privatlivsbeskyttelse, siger Brad Smith, der er præsident for Microsoft.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvor centrene skal ligge på Sjælland. Ej heller løfter Microsoft sløret for, hvornår man kan forvente, centrene står klar.

Ritzau