Alvorlig kritik: Det tog næsten et år at slette patientjournal

Høje-Taastrup Kommune måtte rykke sin it-leverandør gentagne gange, før journal blev slettet.

HØJE-TAASTRUP: Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af, at det tog Høje-Taastrup næsten et år at få slettet en patientjournal, kommunen havde modtaget ved en fejl. Det var ikke nogen undskyldning, at det var kommunens it-leverandør, der trak sletningen i langdrag.

Sagen handlede om en patientjournal, som Rigshospitalet ved en fejl havde sendt til kommunen. Det opdagede borgeren, som i begyndelsen af maj 2018 gik til jobcentret og bad om at få den slettet.

30. juli 2018 bad kommunen sin databehandler, softwarevirksomhedeen EG, om at få slettet dokumentet i Netforvaltning Sundhed.

Kommunen har forklaret Datatilsynet, at man ikke selv kan slette akter i sager, hvor fx en region er part. Det kunne kun EG, men det var vanskeligt at få dem til at slette journalen. Først efter flere henvendelser og til sidst pres fra kommunens borgerrådgivning fik EG slettet journalen 30. april 2019.

Kommunens ansvar

Det er imidlertid ikke nok til at formilde Datatilsynet.

For det første gik der mere end to måneder, før kommunen henvendte sig til EG, selv om en anmodning om sletning ifølge loven skal ske senest efter en måned eller i særlige tilfælde to.

For det andet - og væsentligst - er det kommunens pligt at bruge en databehandler, der kan stille de fornødne garantier for, at der kan gennemføres passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som sikrer beskyttelsen af de registreredes rettigheder.

Derfor er kommunen ansvarlig for forsinkelsen og må indkassere alvorlig kritik.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard