Bedre infrastruktur i yderområderne. En markant opkvalificering af digitale kompetencer. Og nemmere adgang til kapital. Det er hovedpunkterne i den liste på 12 anbefalinger, som Landdistrikternes Fællesråd i dag afleverer til erhvervsminister Simon Kollerup (S) i Fællessalen på Christiansborg. Det sker efter en danmarksturné dette efterår med besøg i 11 byer i regi af Googles uddannelsesprogram Succes Online.
På turen har mere end 5.000 personer - virksomheder, studerende og andre borgere - deltaget i workshops i digitale færdigheder, ligesom mere end 100 lokale politikere og organisationsfolk deltaget. Det har mundet ud i de 12 anbefalinger, som kan sikre, at Danmark - også uden for de store byer - kan blive rustet til en digital fremtid.
For Landdistrikternes Fællesråd er det afgørende, at de 12 anbefalinger medvirker til at sikre digitale succeser i landdistrikterne, understreger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
- Digitaliseringen er uundgåelig, det nytter ikke at stå på sidelinjen og se til, mens den passerer forbi. For landdistrikternes virksomheder er det vigtigt at bruge digitaliseringen klogt til skabe den vækst og de arbejdspladser, der er så hårdt brug for. Men virksomhedernes slid gør det ikke alene. Med de 12 anbefalinger har politikerne et udgangspunkt for at skabe de rammebetingelser, som kan gøre digitaliseringen til en succes i landdistrikterne, siger han.
Brug for digital oprustning
En ny undersøgelse blandt små og mellemstore virksomheder peger da også i retning af, at Danmark står med en udfordring, når det gælder digitale kompetencer. Af de 422 virksomheder, der har svaret, erklærer 61 pct. selv, at de savner digitale færdigheder. Samtidig siger 76 pct., at manglen på digitale kompetencer fører til mindre vækst.
Googles danske direktør, Malou Aamund, er opløftet efter turen rundt i landet.
- Digitaliseringen er ved at forandre vores samfund, og Danmark har heldigvis et rigtig godt udgangspunkt i forhold til at være med i front. Men det er også vigtigt, at virksomheder griber mulighederne og udnytter de digitale redskaber. Med få greb kan man faktisk nå meget langt, siger hun.
MG
De 12 anbefalinger
Styrkelse af kompetencer
Adgang til kapital
Styrkelse af detail og infrastruktur