dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Klagefirma bruger Gladsaxe-læk som testcase for GDPR-sager

Det er en forretningsmodel at skaffe turister erstatning for forsinkede fly. Nu skal samme model afprøves på datalæk.
12. APR 2019 9.19

GLADSAXE: Kommuner og andre der omgås persondata uforsigtigt, kan regne med at blive løbet ned af folk, der kræver erstatning, hvis en prøvesag med Gladsaxe Kommune giver medhold til seks personer. De seks kræver erstatninger på mellem 20.000 kr. og 45.000 kr. til hver, og prøvesagen er anlagt under medvirken af et firma, der har gjort det til en forretning at skaffe turister erstatning for flyforsinkelser.

De seks personer i prøvesagen var blandt 20.000 navne i et regneark på en ukrypteret pc, der blev stjålet fra Gladsaxe Rådhus, og hvis de seks er berettiget til erstatning, er alle de andre også. Gladsaxe Kommune har imidlertid afvist kravene med henvisning til, at ingen har lidt noget tab, fortæller direktør Johan Fugmann fra Flyforsinkelse.dk - det firma der med Gladsaxe-sagen vil afprøve, om der er et marked for GDPR-klager, ligesom der er for klager over forsinkede fly.

Persondatabestemmelserne kommer fra en EU-forordning ligesom reglerne for erstatning for flyforsinkelser, forklarer Johan Fugmann overfor dknyt sin interesse. Hans firma Flyforsinkelse.dk er markedsledende på området i flere lande og tjener sine penge ved, at utilfredse turister overlader klagegangen til firmaet, som så beholder en andel af erstatningen i honorar, hvis sagen vindes.

En lignende forretningsmodel kan muligvis være interessant på GDPR-området, lyder ræsonnementet. Dog er reglerne på dataområdet ikke så skarpe som på flyområdet, så det er ikke på samme måde sikkert, at en overtrædelse udløser ret til kompensation.

Lange udsigter
- Men vi er interesserede i at få det afklaret, siger Johan Fugmann til dknyt.

På grund af usikkerheden om retstilstanden har han ikke gjort noget for at markedsføre ideen. Han vil se udfaldet af Gladsaxe-sagen, før han beslutter, om ideen er værd at gå videre med, men 'uanset om vi vinder eller taber, så er det af interesse for samfundet at få afklaret, om borgere har ret til erstatning eller ej', siger han til dknyt.

Han forventer, at en dom fra byretten i Gladsaxe vil kunne foreligge sidst på året eller i begyndelsen af 2020, og uanset hvem der får medhold, må man forvente, at den ankes til landsretten. En endelig afgørelse har altså lange udsigter, men hvis udfaldet peger i retning af en forretningsmulighed i stil med Flyforsinkelse.dk, så bliver der en grund mere for kommuner og alle andre til at stramme op på datasikkerheden.

Foruden tyveriet af pc med regneark og 20.000 navne har Gladsaxe også fået stjålet en anden ukrypteret pc med 40 navne, og i en tredje sikkerhedsbrist indenfor kort tid har 82 borgeres personlige oplysninger ligget frit tilgængeligt for alle på Gladsaxe Kommunes hjemmeside.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.