DK Indkøb

Udbydere hjælper ikke nok med mobildækning

KORT NYT17. NOV 2015 7.18

Det er ærgerligt, at kommunernes krumspring for at løse problemer med manglende mobildækning ikke bliver imødekommet af teleoperatørerne, lyder det fra KL.
Slagelse Kommune har brugt mere end et år på at gennemføre et EU-udbud for at sikre borgerne bedre mobildækning i seks landdistrikter. Men ingen af de tre teleudbydere på mobilområdet har ønsket at byde ind. Derfor står kommunen nu i noget af et dilemma. Det skriver KIT-Magasinet (Kommunernes IT Magasin) ifølge konsulentfirmaet CEDI.

Kommunen har ellers gjort en del for at gøre sig attraktive over for teleudbyderne. Eksempelvis bevilgede byrådet i 2014 to mio. kr., så kommunen kunne tilbyde at medfinansiere anlægsomkostningerne. Jørn Pedersen, formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg, ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes Slagelse Kommune at sikre borgerne bedre mobildækning, selvom kommunen både har forsøgt fælles udbud, dialog før udbuddet, egenbetaling af master osv.

- KL's nyhedsbrev Momentum fik tidligere på året gennemført en undersøgelse blandt 2.527 danskere over 18 år, som har en mobiltelefon. Her svarede hver tredje borger i landområderne, at de mindst en gang om ugen har problemer med at få signal på mobiltelefonen. Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har talt med borgmestrene, og her svarer 40 ud af 54 borgmestre, at de har problemer med at passe deres arbejde pga. dårlig mobildækning. Det kan vist ikke siges tydeligere, at vi er nødt til at gøre noget for at forbedre mobildækningen, siger han.

dc

https://www.dkindkob.dkartikel/udbydere-hjaelper-ikke-nok-med-mobildaekning