DK Indkøb

Årets digitale initiativ findes i Aalborg

Generationer mødes over pc'en, når unge under uddannelse til it-supporter hjælper ældre med digital post og NemID som led i deres uddannelse. Projektet har netop vundet prisen som årets digitale initiativ

AALBORG: Det er Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, som står bag projektet 'PC-Hjælp til Ældre Borgere - Generationer mødes. Projektet er en del af kommunens tilbud SeniorDigital, som skal hjælpe ældre borgere med digital post, Nem-ID og resten af den digitale verden.

- Jeg er stolt over, at vi har vundet prisen for Årets digitale initiativ. Det er en stor anerkendelse af vores arbejde for at finde nye veje til at fremme borgernes selvstændige liv. Allerhelst i tæt samskabelse med vores omverden. Og det er 'PC-Hjælp til Ældre Borgere - Generationer mødes' et flot bevis på, siger rådmand Thomas Krarup (K) fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

Idéen bag projektet bygger på, at mange ældre borgere har behov for hjælp til at komme godt i gang med digital post og selvbetjening. Samtidig har unge under uddannelse til IT-supporter svært ved at finde en praktikplads og må i stedet gennemføre uddannelsen i skolepraktik. Men ofte har praktikcentret på Tech College svært ved at finde nok relevante opgaver til at indfri uddannelsens mål.

Den udfordring har SeniorDigital fundet en løsning på til gavn for begge parter: De kommende it-supportere hjælper ældre med it.

- Projektet har formået at skabe et trygt miljø, hvor ældre borgere oplever, at der er hjælp at hente med udgangspunkt i netop deres situation. Og de unge har fået mere fagligt indhold i deres uddannelse i form af konkrete, meningsfyldte og relevante arbejdsopgaver i deres skolepraktik, fortæller en stolt og glad Pia Therkildsen fra SeniorDigital, som netop har fået prisen overrakt ved prisfesten i København.

Kåringen af Årets Digitale Initiativ er en del af en landsdækkende kampagne for digital kommunikation med det offentlige. Den uddeles i et samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, Kulturstyrelsen, Ældresagen, Telecenter Danmark og Danske Seniorer.

dc

 

https://www.dkindkob.dkartikel/aarets-digitale-initiativ-findes-i-aalborg