DK Indkøb

76 sager om journal-misbrug i en femårs periode

Advarsler, politianmeldelser og bortvisninger for at snage i elektroniske patientjournaler
16. NOV 2015 6.08

Langt over 200.000 ansatte i sundhedsvæsenet har adgang til dybt fortrolige oplysninger i danske patienters medicin- og sygejournaler, og gennem de seneste fem år er 15 sundhedsansatte, herunder læger og sygeplejersker, blevet politianmeldt for uberettiget at have snaget i patienters medicinforbrug gennem Det Fælles Medicin Kort. Det skriver Ekstra Bladet.

En optælling i regionerne viser, at det i løbet af de seneste fem år har haft personalemæssige konsekvenser for mindst 61 sundhedsansatte, at de ulovligt har slået en person op i de elektroniske patientjournaler for at snage i vedkommendes sygehistorie. Eksempelvis har Region Sjælland siden 2011 givet 17 advarsler og afskediget fem ansatte for at have luret i patientjournaler.

Hos den nyetablerede Sundhedsdatastyrelse, der er ansvarlig for Det Fælles Medicinkort, fortæller afdelingschef Birgitte Drewest, at de 15 politianmeldelser kan deles op i to hovedkategorier:

- Det kan være ren nysgerrighed, hvor der typisk er en personlig relation mellem sundhedspersonen og den hvis data, der tilgås, eksempelvis en ex-kæreste eller en nabo. Og så kan det kan det være situationer, hvor sundhedspersonen har misforstået betingelserne for adgang, eller hvor vedkommende bruger sit it-system forkert. De opslag er heller ikke tilladt, da uagtsomhed i følge sundhedsloven også er strafbart, siger hun.

'Et meget alvorligt problem'
Lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet Kent Kristensen mener, at de sundhedsansattes misbrug af medicin- og patientjournal-oplysninger er et meget alvorligt problem:

- Det er en hjørnesten i sundshedsretten, at man som patient har en ret til, at de oplysninger, der bliver givet, når du er syg, bliver i en meget snæver kreds. Man risikerer dermed at sætte noget samfundsmæssigt over styr, for det kan betyde, at en gruppe patienter bliver tilbageholdende med at søge behandling, siger han.

Ifølge formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman (S) har man fra regionernes side stort fokus på at sikre patienternes sundhedsdata.

- Vi har i første omgang begrænset adgangen til sundhedsdata. Næste skridt er at styrke kontrollen yderligere, skriver hun blandt andet i en mail til Ekstra Bladet.

mk

 

https://www.dkindkob.dkartikel/76-sager-om-journal-misbrug-i-en-femaars-periode