DK Indkøb

280.000 adresser kan søge om bedre bredbånd

Energistyrelsen er i færd med at kortlægge bredbåndsforbindelserne over det ganske land. Har man dårligt bredbånd kan man søge Bredbåndspuljen om bedre og hurtigere bredbånd. Det kan godt 280.000
2. AUG 2016 11.44

Af Per Vinther, [email protected]

Bredbåndpuljen er en forsøgsordning, hvor det er muligt at søge om tilskud til at etablere højhastighedsbredbånd, og det er Energistyrelsen, der foretager en kortlægning over de områder, som har mulighed for at søge tilskud fra puljen.

Bredbåndspuljen udmøntes i første omgang med 80 mio. kr. i 2016 og 40 mio. kr. i 2017, hvorefter puljen evalueres med henblik på at afgøre, om de resterende 80 mio. kr. skal realiseres.

Bredbåndspuljen er målrettet sammenhængende områder af boliger, virksomheder og/eller sommerhuse, der ikke har adgang til maksimalt 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload. Adresser, der ikke har adgang til 5 Mbit/s download og 1 Mbit/s upload får en særlig prioritering ved vurdering af projekterne.

For hver bolig, sommerhus eller virksomhed, der er med i projektet skal der mindst lægges 2.000 kroner i egenbetaling. Hvis kommunen er med, skal den også bidrage til finansieringen, og det bredbåndsselskab, der etablerer dækningen, skal også være med til at finansiere udrulningen. Puljen skal overholde EU’s statsstøtteregler. Inden der kan søges om støtte fra bredbåndspuljen, skal ansøger have lavet en offentlig annoncering af sit projekt over for interesserede bredbåndsudbydere i minimum 3 uger.

246.000 med lav hastighed
Energistyrelsen har opgjort de støtteberettigede adresser fra bredbåndspuljen, og i alt 280.225 støtteberettigede adresser er på styrelsens liste, hvoraf 246.235 maksimalt har adgang til 5/1 Mbit/s.

31. august er fristen for at gøre indsigelse i forhold til listen, hvorefter Energistyrelsen offentliggør en revideret liste, som er den endelige i forhold til muligheden for at søge støtte fra bredbåndspuljen i 2016. På den reviderede liste vil der både være fjernet adresser (på baggrund af opdaterede indberetninger fra bredbåndsudbydere) og tilføjet adresser (på baggrund af indsigelser fra borgere/virksomheder og efterfølgende dialog med de relevante bredbåndsudbydere).

Derefter er ansøgningsfristen mandag den 31. oktober 2016 for at søge om støtte i 2016.

Problemer i Hedensted
En af de byer, hvor mange kan søge om tilskud, ser ud til at være Hedensted. Ifølge Vejle Amts Folkeblad er hele 3.000 adresser i Hedensted Kommune plaget af så dårlig bredbåndsforbindelse, at den kandiderer til en forbedring med støttekroner fra staten, men det høje antal - der også er langt højere end i nabokommunerne - stemmer ikke helt overens med virkeligheden, erfarer Folkebladet samtidigt.

Opgørelsen over, hvem der kan søge tilskud til en bedre internetforbindelse fra regeringens 200 mio. kr. store bredbåndspulje, er lavet ud fra informationer, som hver enkelt teleselskab selv har sendt ind, og det er her, fejlen opstår ifølge avisen.
Sådan gik det i hvert fald, da den lokale internetudbyder Kjærgaard-Nettet skulle sende sine informationer af sted. De har indberettet de adresser, som de leverer internet til, men skulle også have indberettet alle de adresser, som de kan levere til, hvis kunderne ønsker det, og det er mange flere, så det giver en fejlinformation i sidste ende.

På Energistyrelsens opgørelse fremgår det, at et væld af adresser i blandt andet Hedensted og Løsning er berettiget til at søge statsstøtte grundet dårlig forbindelse, skønt Kjærgaard-Nettet burde dække det område. I Juelsminde er nærmest hvert et hjem ramt af dårlig internetforbindelse, hvis man skal tro opgørelsen, men både fibernetudbyderen Fibia og Energistyrelsen selv mener, at det er en fejl i opgørelsen. Det skal undersøges nærmere, og i september kommer en ny og mere præcis opgørelse på landsplan.

 

Se bredbåndsstøtteområderne kortlagt af Energistyrelsen.

 

https://www.dkindkob.dkartikel/280-000-adresser-kan-soege-om-bedre-bredbaand